Konklusioner og Domme

– Om de hypoteser, der styrer vores dialog

Mange af de kommunikationsvaner, vi har, lærte vi som børn. Dengang var de rigtig gode for os at have. Men så voksede vi op og bruger nu de samme kommunikationsvaner igen og igen, selv om nogen af dem er uhensigtsmæssige for os – selv om nogen af dem giver os problemer.

Det gør vi, fordi vi er trygge ved de gamle vaner, vi kender dem ud og ind. Så er det nemmere at gøre det vi plejer at gøre, at slå automatpiloten til på trods af de problemer, det giver os i relation til andre. Og det giver fnidder i kommunikationen, i samtalen – i dialogen med de andre.

Vi mennesker er nemlig indrettet på den måde, at vi fuldfører billeder. Får vi en del af noget, så gør vi det selv færdigt inde i hovedet, fordi vi har brug for, at det vi har med at gøre, har mening. Og har det ikke umiddelbart en mening for os, hvad gør vi så?

Ja, så danner vi selv en mening inde i hovedet. Fordi vi har brug for mening på godt og ondt, så vi forstår og genkender, det vi oplever. Dvs. at vi danner en hypotese, som så bliver ”virkeligheden” for os hver især. Det gør os trygge.

Billede-1

Forviklinger og misforståelser

Det handler ofte om, at vi reagerer på det, vi TROR vi hører, og ikke altid på det, der bliver sagt. Og når vi reagerer på det, vi tror vi hører, så kan det føre til rigtig mange forviklinger og misforståelser. Det fører til domme, vurderinger og konklusioner på andre mennesker vegne.

Men hvad er det, der sker, når vi konkluderer, dømmer, analyserer og kritiseret hinanden? Vi gør det meget mere, end vi selv lægger mærke til. Lad os kigge på det:

Min kollega siger f.eks., at hun ikke længere vil være med til den fordeling af arbejdet!

Og jeg selv, som føler mig stresset og presset på jobbet, konkluderer straks på den og siger: ”Du gider åbenbart ikke gøre en indsats som os andre!”

Men er det det, min kollega i virkeligheden siger? Nej, vel… Hun siger, at hun ikke vil være med til DEN fordeling af opgaverne. Men måske gerne til en anden fordeling.

Men det er sådan, jeg vælger at høre det – ”Du gider åbenbart ikke gøre en indsats som os andre!” -. Dvs. at jeg skaber en hypotese inde i hovedet ud fra det, jeg tror jeg hører, og ikke ud fra det, der i virkeligheden bliver sagt. Og det giver fnidder i kommunikationen, hvad enten det er på jobbet eller i privatlivet.

Billede-2

Afstandsfnidder

Når vi gør det – lægger andre hensigter og motiver i munden – så kommer der forstyrrelser ind og det skaber kun afstand imellem os.

Prøv at tænke på alle de gange, du selv er blevet vurderet og dømt uhensigtsmæssigt. Hvordan føles det?

Ikke særlig rart, vel…

Vi kan enten trække os, og gå rundt og ruge over den bemærkning en time eller to eller måske ligefrem i flere dage. Eller vi kan gå til modangreb og dømme den anden også. Og så er fnidderspillet i gang med angreb, forsvar og modangreb overfor hinanden.

Dig selv

Prøv så også at tænke på de gange, du selv er kommet til at gøre det, måske overfor din kollega, din partner eller ligefrem dine børn derhjemme. Hvordan føles det?

Helle ikke særlig rart.

Ja, nogle gange føles det måske rart, ligefrem befriende, lige når vi gør det, når vi får slammet, nedgjort og dømt den anden. Men du kender måske også til den dårlige samvittighed bagefter: ”Hvorfor sagde jeg nu også det?”. Vi har lyst til at bide tungen af os selv.

Billede-4

Dialogen stopper

For det, der sker, er, at dialogen stopper, den går i stå. Vi komme ikke til at tale om det, den første lige havde brug for at tale om. Hvis vi kommer til noget, så kommer vi til at diskutere dommen, og så skal vi brugen en enorm energi på at diskutere den, før vi kommer tilbage til det, den første havde brug for at tale om, hvis vi overhovedet kommer tilbage til det. 

Afprøv dine hypoteser

Så det, vi skal lære, er, at vi skal afprøve vores hypoteser. Enten få dem bekræftet eller afkræftet. Og hvordan tænker du så, vi kan det?

Tænk dig lige en ekstra gang om, for svaret er såre enkelt….

Selvfølgelig ved at spørge ind til hypoteserne. ”Hvad er grunden til, at du ikke vil være med til den fordeling af opgaverne?”. ”Hvad har du så brug for?”. ”Hvordan vil du gerne have det i stedet?” osv.

Eller et andet eksempel: ”Grunden til at du ser sådan ud, er det fordi du er vred på mig”, ”Sur?”, ”Ked af det?”

Og svaret er måske ”Nej, nej, jeg blev bare lidt overrasket”

Så få bekræftet eller afkræftet jeres hypoteser. Det formindsker misforståelser.

Billede-3